Suntuubi-palvelussa käytetään evästeitä. Palvelua käyttämällä hyväksyt evästeiden käytön. Lue lisää. OK

Det nordiske sprákfelleskapet i et frèmtidsperspektiv, DEL 1 (pá samskandinavisk, pá denne side)

Den nordiska språkgemenskapen i ett framtidsperspektiv, DEL 2 (tills vidare på svenska)

Artikel skriven av Linus Ganman om det nordiske sprákfelleskapet i et frèmtidsperspektiv

Oversatt frà dansk til svensk-skandinavisk i samskandinavisk standardiserat ortografi

Originalet finnes tilgengligt pá dansk, svensk och norsk pá http://members.tripod.com/~Flydet/schola/

Inlédning.

Det er nestan ùmujligt for oss som bór i Skandinavien at undgá situationer hvar danskens, norskens og svenskens openbare syskonskap gyor sig geldande. Ogsá om kommunikationen myqet vèl kan briste, har vèl alle danskar, norskar og svenskar i det minste nògon forhòpning om at kunne forstá hvèrandre utan at blive nôdde til at snakke for eksempel engelsk. De tre grannspráken dansk, norsk og svensk1 har nemligen myqet samfellt. Det visar sig ogsá, ifall man studerar rutinerne for sprákvárd i Danmark, Norge og Sverige2, at man efterstrevar et godt samarbéte mellan de tre spráken (Wessén 1969:89 m. fl.). Skilde tider har sêt skilde sorters samarbéte. Denne essè er en studie over dette fenomen.

Problemomráde.

I min essè forsoyker yag finne rede i hvùr de nordiske sprák samarbétar. Det ráder nestan inget tvivl om at sá har skett og at sá skér, eftersom dìsse sprák ennu er myqet like. Utover den selvklare og ùomtvistlige historie tenker yag ogsá tage mig an, at redegyore for teorierne om de tre spráks frèmtid. Yag har selv en forestìllning om at frèmtidens sprák i de tre lande kommer at vère nògonlunde samfellde for alle tre folk, og ifall det er et nordiskt sprák, sá mujligtvis en produkt av en sammanhópning av de tre sprákene. Yag undersoyker altsá forudsettningarne for hvùr nògot sádant kunne realiseras. Mine spyrsmál lyder altsá:

·  Hvùr samarbétar de nordiske sprákene?

·  Hvùr utvìklas sprákene i dag?

·  Hvùr ser frèmtiden ut for de nordiske sprákene?

Metode og endamál.

Mitt arbéte hâlder sig pá et teoretiskt plan, eftersom der ikke finns nògre bestemte rigtlinjer for interesseemnet. Altsá má de konkretiseringar yag frèmstìller enndà betragtes som hypoteser. Det ende, som er helt sant, er historiske fakta. Med hjelp av dìsse forestìller yag mig en mujlig tenkbar frèmtidsvision, men yag kan ikke garantere at den er den mest trolige. Helst ville yag betragte essèn som et léd i debatten om spráksituationen her i Norden. Yag vil fylge utvìklingen og formodligen revidere materialet i essèn efterhand.

 

Tidigare erfarenhéter i nordiskt spráksamarbéte.

Det finns godt om litteratur om emnet nordiskt sprákfelleskap og nordiskt spráksamarbéte. Det nordiske spráksekretariatet, som "skal arbéte for at bevare og styrke det spráklige felleskapet i Norden", utgiver hvèrt ár en samling skrifter om emnet og teksten loyper pá alle tre sprák i hvèr ársskrift. Nordiske rádet har bidraget med den ùumbèrlige handboken "Att tala nordiskt" (1979) og den utoykade versionen "Att förstå varandra i Norden" (1986). Enskilde artikelskribenter (Mjølsnes, Torp m. fl.) dristar sig i det senaste til at tale om de nordiske sprákene som "skandinaviske dialekter". Elias Wessén tar i "De nordiska spráken" op hvùr dìsse har utvìklet sig i analogi med det som kunne vère det skandinavistiske idealet; konstaterandene er doq mest av pessimistisk art:

"Ur allmän nordisk synpunkt kan man beklaga, att man vid rättskrivningsreformerna i Norge icke har tagit mycken hänsyn til gemensamma nordiska förhållanden. [...] Ivar Aasen förordade formerna kastade, kastat, men landsmålet stannade i den följande utvecklingen beklagligtvis vid kasta (efter talspråket). Bokmålet ändrade först (1907) kastede til kastet och sedan (1917, 1938) til kasta. Detta var också en onödig eftergift åt talspråket och ur nordisk synpunkt beklagligt." (Wessén 1969:73-74)

Sidan 800-talet, dà skandinaverne antageligen hade êt samfellt sprák, har utvìklingen ogsá draget de tre sprák frà hvèrandre. Samhoyrighéten, den nordiske identiteten, som karakteriseras av de tre folkenes bl. a. religyose felleskap og samfellde rettsoppfattning, har sìkert bidraget til at forhindre at sprákutvìklingen intager altfor ùlike rigtningar. Nordens historie talar om Kalmarunionen (1397-1521), en forening mellan de tre rikene; Den svensk-norske unionen (1815-1905) og myntunionen mellan de tre rikene (1873-1914). Under tiden for den svensk-norske unionen vìrkade mellan 1830 og 1860 en royrelse, skandinavismen, "for en politisk forening mellan de nordiske rikene". Denne administrative sammanhâldning har sìkert fordret ogsá spráklig sammanhâldning.

 

Den nuvèrande spráksituationen i Norden.

Alment om mellanspráklig forstáelse i Norden.

URNORDISK

VESTNORDISK

OYSTNORDISK

FÈROYSK

ISLÈNDSK

NORSK

DANSK

SVENSK

(

BOKMÁL
fornorskat danskt skriftsprák

)

 

Nàr vi i dag talar om nordiske sprák, menar vi i en forgréning den germanske sprákfamiljen, som omfattar de fem sprákene dansk, svensk, norsk, islandsk og fèroysk. De tvá fyrste sprákene i oprekningen henfoyres historiskt til en oystnordisk grén, og de tre fylgande til en vestnordisk. Nufortiden har denne opdelning praktiskt taget ingen betydelse for hvùr sprákene fungerar samman. Til eksempel har norrmenn det ikke lettare enn svenskar at forstá islenningar i og med at báde norskan og islandskan er vestnordiske. Men endà er sprákene pá den nordiske grén sápass like sinsemellan, at man kan forstá dem alle, ogsá om man bare talar êt av dem. Det er en sanning med modifikation, men den ráder likvèl; mellanspráklig forstáelse er nògot som utmerker den nuvèrande situationen i Norden. De sprák som fremst kommer i fráge dà er danskan, norskan og svenskan- altsá de som er foyremál for min utredning. Hvùr god forstáelsen er mellan fèringar og islenningar vét yag ikke, men dìsse tvá folks sprák, som er det nermaste nutiden kan komme norroynt sprák, utgyor i sig en isolerat grupp som ikke direkt kan inbegripas i det nordiske sprákfelleskap. Ifall man jemfoyr en tekst pá nògot av de tre sprákene med samme tekst pá êt av de tvá isolerade sprákene, kan man imìllertid lett se slegtskapet mellan dem og kanske ogsá forstá hvad som er hvad i den tekst som er mest fremmande for en selv. I praktiken forstár endà de fleste fèringar og islendingar det fremmande spráket dansk, eftersom det brukas som sidesprák i mange sammanhènger, og de kan via dette tage del av det nordiske sprákfelleskap.
      Nufoyrtiden samarbétar lenderne i Norden pá mange plan. Samarbétet gynnas ùerhoyrt pá grund av sprákfelleskapet. De tre folkene talar nògot av de tre sprákene hellere enn engelsk nàr de kommunicerar med hvèrandre, og et sádant forhâldande er noq rett unikt i vár verld. I hvèrt fall har det blivet til en karakteristisk del av nordisk kultur.

Det danske spráket.

 

"Der til med så wärdas de icke heller tala som annat folck, uthan tryckia ordhen fram, lika som the willia hosta" (Wessén 1969:81)

Ordene er Hemming Gadhs, yttrade om danskarne i 1510. Nestan 500 ár har gât sidan den tiden, og danskarnes "hostende" er fortfarande et problem for den nordiske sprákforstáelsen. Danskt tale byuder pá en mengd pikante detaljer for det ùtrenade oyret, nògot som innebèrer et problem fremst for at danskt skriftsprák fortfarande er relativt lett at forstá for báde norrmenn og svenskar; det har ikke fylgt i talsprákets spòr og gìr intrykk av at dansken fortfarande gyor ansprák pá at likne norskan og svenskan. Men dansk talsprák opvisar fá likhéter med norskan og svenskan og er pá det viset forrèdisk.
      Det danske talspráket genomgár fortfarande snabbe forèndringar medan skriftspráket ser ut praktisk taget som for 300 ár sidan. (Wessén 1969:83) Modern dansk opvisar àtminstone tre gengse uttalssètt, som fordelar sig mellan generationerne. Ifall den yngre generationen mister sin vane at lèse dansk, loyper den ogsá risken at ikke lengre kunne handtere den skriftspráksnorm som gelder i dag. Ènting reformeras den efterhand og antar en mer lyudrigtig form, eller sá opmanas skolvèsendet at fremje det bokstavsrette uttalet i undervisningen.
      Talspráket er nògot som mennesken hâlder mer kèrt, eftersom det brukas dagligen i hoygre grad enn skriftspráket. Det er jù ikke altid mennesken har papper og penne til sit forfogande nàr hun skal delgì nògot. Talspráket kommer ogsá utan tvivl mer spontant enn skriftspráket for de fleste mennesker, og just av dìsse òrsaker ser yag det som mest logiskt at det genomfoyrs en rettskrivningsreform for danskans del. Men en sádan ville ogsá definitivt rydje bort danskarnes band av spráklig forstáelse med norrmennen og svenskarne. Frà en nordisk synpunkt ville det allre beste vère det som vìrkar minst naturligt: at reformere talspráket. Et alternativ til det skulle vère at làte danske lèrare i en del skoleemner undervise norske og svenske barn, for at venje deres oyrer vìd dansk tale. Teoretisk sêt ville det i hvèrt fall vère et sèrlig vèlménet sprákpolitiskt tiltag. Det stár sìkert alleredan i lèreplanerne at nordiske skolbarn skal oyvas i at tage del av sine grannsprák (
Mjølsnes 1997), men det skér ikke altid i tilrekklig stor utstrekkning.

 

Det norske spráket.

Som man kan se pá det forenklade schemat har danskan (pá norskt territorium doq) utvìklat en "avstikkare", som sidan 1929 benemnes bokmål. Dansk var nemligen litteratursprák i Norge frà og med reformationen, som realiserades i Norge 1536, men sidan den tiden har danskan i Norge successivt anpassat sig efter norske behóv og strevande og er nu et sprák, som er selvstendigt frà danskan i Danmark. Talspráket i Norge har endà  altid mest vèret norsk, og det danske skriftspráket har betragtats som utilrekkligt for at gengive norskt sprák. Derfor skapte sprákmanden Ivar Aasen i midten av 1800-talet et nytt norskt skriftsprák.

"Aasen byggde på det som var gemensamt för folkmålen, men särskilt tog han hänsyn till de dialekter, som hade hållit sig renast och som stod fornnorskan närmast i ordböjning och ljudsystem" (Wessén 1969:62ff)

1885 fikk de tvá sprákene, báde dansk-norskan og Aasens skriftsprák, likestìllt status som "skol- og officielt sprák", og sidan denne tid har altsá det norske spráket ikke mindre enn tvá rettskrivningsnormer: Bokmál og nynorsk, som Aasens skriftspráksnorm benemnes sidan 1929. Begge har betydligt stôyrre variationsmujlighéter enn danskan og svenskan i ordforrádet og byjningsmynstrene, hvilket gyor det mujligt for alle som skriver pá norsk at hâlde en stil som ligger nèr éns éget specifike uttrykkssètt. At administrere et land med to skriftsprák innebèrer doq store omkostnader,kanske lite vèl store med tanke pá at de tvá skriftsprák er variationer av i stort sêt êt og samme sprák. Dagens strevanden gár derfor ut pá at foyre de tvá skriftsprákene nermare hvèrandre. Det er en process som ikke làter sig páskynde, sá Norge fár nok ha tvá norske skriftsprák lenge til - àtminstone i nògon form.
      Jørn Lund, professor vìd
Danmarks lærerhøjskole, har ytrat ordene: "Det er Norge, der har nordisk rekord i sprogforståelse og sprogforståelighed." (Torp 1993:45). Norge oplever en tid som preglas av vèl merkbar sprákpolitik. Norrmennen vét, àtminstone historiskt sêt, hvad det innebèrer at lyde under et andat rikes velde og derfor bruke et sprák som ikke er deras éget. De vét hvilke fylgder sádant fár for nationalkenslen. Med tanke pá det kan man lett forstá hvarfor de hâlder sá hardt pá sitt éget sprák nu og engagerar sig stèrkt ogsá i spyrsmál som beroyrer êt ênde ord:

"En meteorolog saksøkte staten fordi han blei nekta å lese sne i værmeldinga fordi den offisielle rettskrivinga bare tillot snø, og han vant saka!" (Fjeldstad/Hervold 1989:123)

Ifall det visar sig at de tre lènderne i lengden vinner pá at samarbéte, og ifall dette samarbéte foyrer til et rikare sprákutbyte, skulle forstás en sammanslagning av de tre sprák vère pá sin plats. En sádan skulle sìkert innebère sluten pá den individualisme som preglar norskt sprákbruk i dag, men frèmje samarbétskulturen i ennu hoygre grad. Det nordiske felleskapet bygger nemligen i de fleste sammanhènger til en stor del pá at Norge en gang i tiden havde dansk som skriftsprák. Ifall norskan havde fât bygge vidare pá det eldre norroyne skriftspráket, som dóg ut i midten av 1300-talet, skulle det kanske ikke ha vèret tale om nògot merkbart sprákfelleskap her i Norden. (Torp 1993:45)

Det svenske spráket.

Svensk talas hùvudsakligen i Sverige og Finland. Svenskan fungerar som lenke for Finlands del til det nordiske sprákfelleskapet, eftersom finskt sprák stár langt frà nordiskt, men det gár ofte langsàmt nàr finlandssvenskar forsoyker forstá dansk eller norsk. Derfor kan man spyrje om sprákligt felleskap pá skandinavistisk basis vìrkligen skulle intressere finlandssvenskar. Det skulle jù vèlkomne danske og norske sprákdrag i svenskt sprák, men kanske ikke i fyrste taget i det finske samhellet. Paradoksalt nok er finlandssvenskan ypperlig som kommunikationssprák nèr svensktalande talar till danskar eller norrmenn, eftersom den ofte er betydligt mer vèlartikulerat enn sverigesvenskan. (Yag talte en gang med en islenning, som venligast bad mig om at forsoyke tale med finsk accent, for at det var lettare for honom at forstá hvad yag dà sagde.) Man má ikke glôymme, at ikke heller alle sverigesvenskar er bra pá at forstá dansk og norsk, sá et svenskt sprák i fellesnordisk sprákdrègt skulle sìkert innebère myqet nytt ogsá for svenskarne.
      Svenskan utmerker sig bland de tre sprákene vìd fyrste anblikken pá grund av sin rettskrivningsnorm, som skiljer spráket ùnoydvendigt myqet frà danskan og norskan. (Svenskarne skriver att, och, kunna, höst, medan báde danskar og norrmenn skriver at, og, kunne, høst.) Doq fungerar svenskt talsprák vèl i kommunikationen mellan svenskar og norrmenn og ogsá mellan svenskar og danskar. Sydsvenskar har forstás lettast at forstá dansk medan svenskar som bor nère grenserne mot vest forstár norsk best. Svenskens ordforrád skiljer sig ogsá delvis frà danskens og norrmannens. Dels bestár det av felleskapsmessigt sêt andre ord, dels har nògre av de samfellde ordene i de tre sprákene et annat stilverde eller en helt annan betydelse i svenskan enn i danskan og norskan. En skandinavisering av svensken kunne altsá innebère forèndringar som kan jemfoyras med
dem som har sket i Turkiet. Sádane forèndringar skér ikke med spontane krèfter. Et helt folk begynner knappast at tale mer "skandinaviskt" for at det vìrkar gynnsammare i visse sammanhènge. Men for at svenskan som et nordiskt sprák skal kunne overleve lettare má den tage vare mere pá det som den har samfellt med dansken og norsken.

Det nordiske sprákfelleskapet i et frèmtidsperspektiv.

Fortsettning fylger........

©2017 Tcoimom hmom - suntuubi.com